Envelope


Soloudstilling af Sofie Hertz


Fernisering: Fredag d. 19. januar kl. 17-20
Udstillingsperiode: 20. januar – 18. februar 2024
Åbningstider: Torsdag, fredag og lørdag kl. 14-17


Jeg tager fotos til dig indefra min stue
Vi taler uden lyd og skrift
Kun gennem overflader, stof, ting og krop
Former og linjer er et sprog

Se, sådan er lyden herinde, tingenes klang er en stemme. Stemmen der engang blev tabt i lædersofaen, derhjemme i datidens stue, hvor armen lå henover lænet
Makroobjektivet bliver min stemmes intonation. Sammen med materialer af ler, læder og plast

Jeg formulerer mig stofligt og sanseligt -gennem billeder og form; forstået konkret, og som mere abstrakte eller allegoriske elementer


Udstillingen med titlen ’Envelope’ har sit udspring fra en opmærksomhed på stemmen. Det er stemmens lyd, eller fraværet af denne lyd, der anskues fra et formmæssigt sted. En opmærksomhed der også tager afsæt i en korrespondance mellem kunstneren selv og en anden person, der ikke kender hinanden, udover forbindelsen af en ordløs korrespondance. En korrespondance kun bestående af billeder fra hver deres private sfære.

Udstillingen Envelope taler om det private og det universelle. Det er tingenes fænomen, kroppen og geometrien samlet i et formalistisk perciperende univers. 

En tale-form kan være den kraftfulde spids; en skarpt forsvindende form. En lukket eller åben kanal.

V-formen der åbner og lukker konvolutten -er en geometrisk form der gentages – i en T-shirt-udskæring, i en armhule, i stemmelæber der åbner og lukker sig, ligesom i et crescendo eller decrescendo. Eller som ikonet for at sende digitalt. Der er kroppens og tingenes skjulte eller synlige buer og spidser, der ligner stigninger og fald.

Der er hjørner i det domesticerede; noget af en genstand, der bærer udtryk og emotioner, som kan aflæses gennem blikket. Konvolutten (Envelope) er et lille rum. Det lille rum er et univers vi bebor. Vi er forbundet – af geometrien, med stoffet, via kroppen, i en sensibilitet, og i de universelle former.

Begrebet `Envelope´ har i geometri og matematik at gøre med kurver og flader i forhold til rum og punkt. I musik er det lyden der stiger og falder. Envelope er en indhyldningskurve; Buede linjer i kontakt med de lige. Den flade genstand vi kalder konvolutten, omslutter noget vi vil sende, eller bevare. Den er rummet og luften mellem os -den mobile forbindelse. I tidernes morgen var den en lomme af ler, og siden en af papir. Hvad vælger vi at sige og sende. Hvilken tone og tekstur har dette sprog af linjer, buer, punkter, spidser, hud og glas. I rummene findes det indfoldede og det udfoldede. Vi er `enfolded’ og `unfolded´

Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Augustinus Fonden og Københavns kommune. 

Sofie Hertz (f. 1982), er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i København i 2014. Hun har i Danmark udstillet på bl.a. Kunsthal Kongegaarden i Korsør, Grafikernes hus i København og Kunstcenter Silkeborg Bad i Silkeborg. Hun har desuden været medstifter og udstillingskoordinator ved Udstillingsstedet OK Corral, Frederiksberg.

Gennem formgivning og billeddannelse, i skulptur og fotografiske medier – arbejder Sofie Hertz med kropslige rumlige aforismer / tilstande og fornemmelser indeholdt i – og oversat til – visuel form. Værkerne samles ofte i rumlige installationer. Når registreringer af tilstande og fornemmelser (fra begivenheder) – gøres til form og billede, omhandler de mere end et personligt afsæt. De bliver et spørgsmål om overflader, underlag, tykkelser, vægt, linjer og buer. Altså et universelt materielt, sanseligt og geometrisk sprog, benyttet for at tage fat om formen som form, og som en aflæsning af det menneskelige væsen. Der foregår en vedvarende kredsen om krop og objekt, som adskilte og sammenhængende kræfter, nøjagtigt stiliseret og iscenesat i rum.